3.3: Illatiiva

Illativ kalles for tilstedskasus. Det brukes:

  • om bevegelse til et område: Eadni manná goahtái. (Mor går til teltet.)
  • om endepunkt for en hendelse: Eadni gahččá johkii. (Mor detter i elva.)
  • om endepunkt for en handling: Mun attán reivve eadnái. (Jeg gir brevet til mor.)
  • etter illativ-verb: Mun liikon eadnái. (Jeg liker mor.)

I entall har illativ kasus sterkt stadium. Endelsen er -i. I flertall er endelsen  -ide, og ordet har svakt stadium. Foran -ii- i neste stavelse skjer det diftongforenkling både i flertall og entall. Ord som slutter på -u får diftongforenkling i entall.

Girdi: Oahpaheaddji doapmá girdá-i.
Eadni: Son lávlu etni-ide.
Lávvu: Mun manan lávvu-i.
Mearra: Dievdu gahččá merri-i.
Nieida: Áslat riŋge niidi-i.
Mánná: Atte máná-ide gáhku!
Veasku: Áhkku bijai burssa vesku-i.

 

Teavsttat:

Ánin Dánin s. 84, 96-100

Jorgal dán siiddu cealkagiid iežat gillii.

 

word     

  1. Hárjehala illatiivva.
  2. Gosa manat?
  3. Gosa? Masa? Geaidda?

Hárjehala Morfain: Illatiiva

 

Loga eambbo:

Dássemolsun ja diftoŋganjuolgan

Illatiiva

Illatiiva-vearbbat

Boahtte ceahkki: Ceahkki 3.4