3.3: Illatiiva
Illativ kalles for tilstedskasus. Det brukes:
- om bevegelse til et område: Eadni manná goahtái. (Mor går til teltet.)
- om endepunkt for en hendelse: Eadni gahččá johkii. (Mor detter i elva.)
- om endepunkt for en handling: Mun attán reivve eadnái. (Jeg gir brevet til mor.)
- etter illativ-verb: Mun liikon eadnái. (Jeg liker mor.)
I entall har illativ kasus sterkt stadium. Endelsen er -i. I flertall er endelsen -ide, og ordet har svakt stadium. Foran -ii- i neste stavelse skjer det diftongforenkling både i flertall og entall. Ord som slutter på -u får diftongforenkling i entall.
| Girdi: Oahpaheaddji doapmá girdá-i. |
| Eadni: Son lávlu etni-ide. |
| Lávvu: Mun manan lávvu-i. |
| Mearra: Dievdu gahččá merri-i. |
| Nieida: Áslat riŋge niidi-i. |
| Mánná: Atte máná-ide gáhku! |
| Veasku: Áhkku bijai burssa vesku-i. |
Teavsttat:
Ánin Dánin s. 84, 96-100
Jorgal dán siiddu cealkagiid iežat gillii.
- Hárjehala illatiivva.
- Gosa manat?
- Gosa? Masa? Geaidda?
Hárjehala Morfain: Illatiiva
Loga eambbo:
Dássemolsun ja diftoŋganjuolgan
Boahtte ceahkki: Ceahkki 3.4